Skriveøvelser

Skriveøvelse 1: Palme (10 min)

Jeg sidder under en palme i nirvanas mørke sol og tænker på alle de blikke jeg sendte dig engang. Du var smuk og mystisk og jeg elskede dig som jeg aldrig havde elsket nogen før. Jeg fandt dig triviel men fantastisk, eksotisk og køn. Dine øjne var grønne men brune og himlen blå men rød. Du kyssede mig i søvne og holdte om mig i døden. Jeg savnede dig. Jeg savner dig, jeg savner dit smil, jeg savner din ynde. Du er fantastisk, med dig er alt perfekt.
I palmens skygge snakker vi om the og is og griner op til solen der stirrer på os.  Under palmen er der køligt og jeg kysser din hånd med mine mørkerøde læber der er revnet af tørken. Vi har intet vand men du slukker min tørst. Vi er nøgne, for her er varmt. Under palmen er der varmt men køligt. Jeg elsker varmen og dine grønne øjne. Jeg elsker jorden og dens mørkeblå vand. Vi kigger på vandmænd i havet. Mange af dem er røget op på strandkanten, døde og svulmet ind til små geleklatter. De er døde! Døde som vores kærlighed gjorde for 5 minutter siden under denne palme, med hænderne sammen. Men vi siger intet, vi lader som om vi stadig elsker hinanden. Vi lader som om dette er perfekt.
Solen går ned og vi elsker et par gange i sandet under palmen, og lader månen lyse vores kroppe. Vi føler os tomme. Du lyver, du siger jeg er smuk, men jeg kunne se det i dit blik. Du sagde det pga. situationen, ikke fordi du faktisk mente det. Du lyver. Hvorfor er du så barnlig? Hvorfor skal jeg nøjes? Jeg vil væk fra denne ø. Jeg vil væk! Jeg vil fælde palmen og lade den falde ned på dit hoved og slå dig ud!
Jeg tror der ligger en skat under palmen, men jeg siger det ikke til dig, for jeg ved at du er grådig. DU ville tage det hele til dig selv! Jeg hader dig! Jeg elsker dig! Men det er alt sammen ligemeget, for du er en kujon, og vi er fanget her i palmens skygge, i stjernernes lys og i månens skær. Vi er fanget under solens hede!

Jeg hader dine ord, for de er så arrogante. Hvorfor kan du ikke være sød? Hvorfor? Hvorfor? Jeg hader din skæve næse, den sidder så elendigt og den er så lille. Hvordan kan du være smuk med sådan en næse? Jeg hader din næse! Den er forkert, du er forkert!
jeg ville ønske jeg kunne tegne en tegning til dig, så ville jeg tegne en hund. En hund der savler ligeså grådigt som dig når jeg sutter din pik og lader som om vi er et og alt. Jeg ville tegne en sol der ætsede dig op. Jeg ville tegne en sky der regnede på dig, og jeg ville tegne mig fortælle at jeg alligevel elsker dig. Er det forkert?
Du er døden, du er livet, du er evigheden og uopnåeligheden. Øen her synker snart. Vi er færdige men tvunget sammen.

Skriveøvelse 2: Guldøl (10 min.)

Grønne nisser løber omkring og krammer hinanden. De vil ikke tænke, de vil blot hyle og skrige. De drikker. Guldøl og bliver fulde, ligesom min far. De vælter rundt og smiler. Intet gør ondt på dem. Øllen er bitter og maverne puster sig op. Øllen dufter sjovt. Mest af øl, men også lidt af kanel og sirup, måske jeg er for fuld. Jeg hænger i et træ og gynger, der er grønne nisser alle vejne. Måske de slet ikke er nisser? De er grimme med vorter på næserne. Jeg løber efter dem og griner og jeg falder ned i et hul. Jeg falder længe og jeg lander i et kæmpe glas øl. Først er jeg bange for at drukne, men så drikker jeg bare al øllen. Jeg får det skidt og kaster op. Jeg ligger mig til at sove i glasset, bruger skummet som en pude. Alle kan se mig, jeg er jo lige her, alene. Da jeg vågner, har nogle vendt glasset på hovedet, men jeg ligger stadigt i bundet, dét som altså nu er toppen. Jeg er klistret fast. Mit blod er steget til hovedet og det gør ondt. Hvad skal jeg gøre? Jeg kravler ud af mit tøj så jeg falder nøgen ned på hvad jeg tror er et bord. Jeg er meget lille og prøver at lette på glasset så jeg kan komme ud, det er svært. Så kommer alle mine nisser pludselig. De løfter glasset op og jeg kravler ud. Jeg er stadig nøgen og de griner af mig, for jeg er bleg og for tynd og jeg prøver at dække mig til, men mine hænder er for små. Så jeg løber igen. Jeg løber ind i en skov, hvor jeg møder en dame, hun giver mig en kjole. Jeg tror den er lavet af rådyr pels. Den er varm og jeg ser kluntet ud, men jeg takker og går igennem skoven. Der løber en bæk med gulligt skummet vand, det lugter af guldøl. Kanel og sirup.. og øl. Jeg drikker det og min øjne slår i. Jeg kan ike åbne dem, så jeg vælter, og jeg vælter ned i åen og følger med strømmen til der kommer et vandfald. Jeg ryger ned og slår hovedet mod en sten. Jeg dør. Jeg kan mærke jeg er død, for min krop er kold og min blod er gået i stå. Jeg tænker ikke, jeg ligger bare på havets bund og rådner op. Her spiser hajerne mig. Jeg smager dejligt sødt. Måske af sirup? Hajerner bliver fulde og begynder at elske med hinanden, og ud flyver en masse hajbabyer. Hajbabyerne leger med hinanden, og beskuer hajernes elskovsleg. De vil det samme, men det må de ikke. I stedet fanger de en uskyldig søhest og kaster lidt rundt med den, slår den med halen og filmer det. Hajerne er faktisk bange for vand, men de glemmer også hele tiden at de lever i det. De er jo fulde, de har spist mig. Jeg er død. Hajbabyerne smiler til deres forældre. De ved ikke hvem af hajerne deres forældre er, så de smiler til dem alle. De bliver gamle og begynder at elske med hinanden som deres forældre gjorde, og fortæller deres babyer om hvordan jeg smagte. De spiser andre mennesker, men ingen smagte af sirup og kanel som jeg gjorde. Ingen mennesker smagte så sødt.


Skriveøvelse 3: Fiskebåd (10 min.)

Jeg sejlede rundt i vesterhavet med blå delfiner og lyserøde havfruer. Jeg var død, det vidste jeg godt, men hvad jeg ikke vidste var hvorfor. Min død skulle være meningsfuld, var den det? Jeg håbede. Jeg lod mig falde i vandet og lod mig selv være umenneskelig at trække vejret under det. Det var fantastisk. Jeg var nøgen, og jeg elskede med hver en havfrue der kom forbi. Det var overskyet, der varmørkt under havets overflade. Solenm var gemt væk bag skyerne og alle fiskene gemte sig. Mon der kom storm? Måske.. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle lave, så jeg hoppede op i min båd igen. Jeg pissede i vandet og lod mig selv falde i søvn. Da jeg vågnede var det hele vidt. Kridvidt, jeg kunne intet se andet end mig selv og det guld jeg stod på. Det kriblede, måsker der var krabber. Jeg var sulten og liderlig. Jeg ville ned i vandet igen, men det var væk. Forsvundet, hvor var jeg landet? Jeg ved det ikke. Jeg ved det sumpelthen ikke. De blå delfiner var væk, mine hænder var væk, jeg mærkede en klemmen om mit liv, og pludselig fløj havfruer op på mig og bed og rev i mig. Deres munde fulde af blod, der negle fulde af hud. Jeg ville skrige men deres  skrig var for høje, de åd mig. Hvorfor åd de mig? Jeg havde jo bare elsket med dem? Jeg forstod det ikke. Det var smertefuldt, al min hud og mit kød fløj af min krop, indtil jeg lå for mig selv i små stykker i min lille fiskebåd. Jeg var revet itu, brugt, slået ihjel, men var jeg ikke allerede død? Det troede jeg? Måske jeg blev straffet, måske.. Måske jeg først skulle smage på det fantastiske og så blive straffet, men hvad havde jeg gjort? Jeg havde intet gjort. Jeg var stadig liderlig selvom jeg var i småstykker. Jeg ville ønske nogle ville samle mig og kneppe mig. Skulle jeg leve sådan her i al evighed? Pines igennem sexlyst og tanker uden at kunne gøre noget. Jeg vil samles. Jeg vil ikke bløde i evighed. Men det gør jeg. Jeg løber aldrig tør for blod, det løber ud i havet, nu er her mørkt, Jeg kan se vandet, det er rødt af al mit blod. Havfruerne har øjnene over vandet, de stirrer på mig. Drikker mit blod. Mine øjne er væk, men jeg ser? Hvordan? Jeg ligger i min fiskebåd og tror jeg ånder luften, men jeg ånder ikke. Jeg føler ikke mæthed, men sult. Jeg føler tørst, jeg føer. Jeg føler kulde. Hvordan går det væk? Jeg vil have det forsvinder, lad mig dø helt, lad mig ikke ligge her og lide, det er umenneskeligt. Jeg troede gud elskede os alle. Guder hader os alle. Gud, gud gud gud, han hader os, han elsker at hade os. Han voldtager os og kaster vores kroppe overbord, han klæder os af og blotter os for resten af verdenen. Når vi står og griner af en, ja så tager han os og får alle til at grine af os. Han piner os fordi han elsker det. Han elsker det mere, end han elsker den jord han har skabt. Gud…. Gud, gud, gud, hader os alle!!

Skriveøvelse 4: Skovsti (10 min.)

Røde blade daler ned på skovstien. Jeg liger i dem og drømmer om sommer og dengang verden var varm og jeg kunne dyppe mine tæer i sandbunden og grine til dig mens du grinte tilbage og vi havde det så godt fordi vi ikke anede hvad der ville ske når efteråret kom. Jeg ligger i dem og drømmer om forår og alle de blomster du plukkede og brændte fordi det var alt for romantisk ved dig, og jeg smilede bare for det var da noget underligt noget at gøre. Jeg forstod slet ikke hvordan du kunne tage det så seriøst, at brænde blomster. De gjorde jo ikke andet end at pynte verden. Men på den anden side. Blomster snyder os. Vi bilder os ind at naturens skønhed gør verden til et fantastisk sted, men i virkeligheden er det nok nærmere bare en overflade. En pose overhovedet. Vi lukker øjnene for alt andet og ser bare på blomsterne, på skovene, på bjergene og vandfaldene. Min skovsti gul pga. løvet der er faldet, og du lovede at være her nu, men du er her ikke, og jeg er ikke overrasket. Du vil ikke være her, og det er helt okay, bare lad vær med at lyve overfor dig selv på den måde. Træerne bøjer sig ned over mig, og selvom jeg ligger ned kan jeg nå deres store kroner, og jeg sætter mig op i dem og synger at jeg er peter pan, at jeg kan flyve, ja at jeg kan det hele, og træet slipper jorden og så flyver jeg til ønskeøen. Men jeg fløj ikke til ønskeøen Thomas. Jeg fløj ind i en kæmpe mur lavet af alt dit affald. Jeg knækkede min hovedskal og jeg døde, lige der på muren og blodet splattede ud til alle sider, ja det ved du jo. Jeg så du stod der, med hvide øjne og din brune krøllede hår hængende ned i ansigtet. Jeg så du var der, og du løb bare. Du løb for du ville ikke hjælpe mig. Måske ramte et håb dig? Endelig var jeg væk, endelig kunne du få fred og komme videre, og endelig kunne jeg få fred fra alting, for jeg var jo død. Ja jeg er død nu. Er det skidt? Hvis du går til den skovsti jeg lå på kan du se min krop har ligget der. Bladene ligger anderledes der hvor jeg lå og jeg håber virkelig på at du vil ligge dig i dem og tænke på mig, for det væreste i den her verden Thomas, det er at blive glemt. Jeg vil ikke glemmes, jeg vil huskes, af dig, altid. Hvis du glemmer mig hjemsøger jeg dig, og giver dig marreridt hvor det er dig der splatter ind i muren og jeg står og kigger og skraldgriner fordi du mærkede det slag jeg mærkede. Jeg ville ønske de ville fjerne den skovsti. Ingen bruger den mere. Den er meningsløs, den ligger dårligt og skoven bliver alligevel snart fældet for dronningen mangler lukomspapir, forstår du det Thomas? Så bare bliv væk, og bare glem mig, jeg er ligeglad, jeg er død og her er sort og koldt. Døden er ikke fredelig. Den er egoistisk og den føles som tortur. Jeg sidder her i mærket, kan ingen vegne gå og jeg røvkeder mig Thomas. Inden længe har jeg glemt hvordan man snakker fordi jeg ikke har nogle at snakke med, og den tanke er fandme uhyggelig Thomas. Så du har fucking bare at komme her og holde mig med selskab så jeg kan kvæle dig og grine af dig fordi så er det dig der bliver blå i hovedet og dig der fortryder.


Skriveøvelse 5:  Grav (10 min.)

På kirkegården ligger alle gravet ned. Alle har de levet, elsket, mistet, husket og alle er de nu døde. De flyver op i himlen og sætter sig. De lyser, de er dem vi kalder stjerner. Stjernerne er ikke brændende sten, eller andre underlige ting alle videnskabsmændende kalder dem. De er afdøde mennesker der kigger ned på os og formentlig forbander os, griner af os fordi vi begår de samme fejl som de gjorde da de var hernede for 10 år siden, 100 år siden, 1000 år siden. Ja alle slags mennesker sidder deroppe og konverserer med hinanden. Deler erfaringer, ønsker, drømme. Nu sidder de der og vil være der for evigt. De keder sig ikke. De er der bare så de kan passe på deres kære stadig levende medmennesker. Men nogle er onde, og kaster torden og lyn og naturkatastrofer ned på os. Jeg ligger ikke selv i en grav, et firkantet hul i jorden, dybt nok så dyrene ikke kan lugte vores rådnende lig. Med en gravsten så overfladisk at vi ikke kan andet end at hade den. Og det bliver min plads, her under bøgetræet. Gravplads nummer 476, lige ved siden af Frøken Grøn, der kommer jeg til at ligge. Det bliver underligt, at ligge i et hul og røvkede sig resten af sit ikke-liv. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke noget, det er underligt, mærkværdigt, sært, forfærdeligt og mega uhyggeligt. Det er nok også for tidligt at tænke på, men kun hvis jeg er en af de heldige der faktisk dør af alderdom og ikke cancer eller trafikulykker eller flystyrt. En af de heldige der ikke dør af overforbrug af panodiler og alkohol, og som vil sidde og 50 år og spise flæskesteg med brun sovs. Eller måske sidder vi og æder pizza om så længe, da det jo lidt er det der bliver mest ædt af folk på min alder pt. God gammeldags pizza vil vi kalde det, og alle de unge vil tænke føj, for de har fundet noget nyt og mere spændende at æde.
En eller anden dag så ligger jeg i det hul, jeg håbe rdet er ved siden af Frøken Grøn, hun virker hyggelig. Men måske jeg ender med at ligge ved siden af Hr. Madsen og hans kone, eller måske ligger jeg ved siden af mine forældre. Måske, måske ligger jeg slet ikke dernede i den grav, måske er jeg blev slået ihjel og smidt i en tynde, hvor der har været giftige stoffer der har ætset mig op, eller måske bliver jeg brændte og kastet ud over vesterhavet, for det er selvfølgelig det mest spændende sted at lande. Måske… Måske dør jeg aldrig fordi vi har fundet sådan noget sygt teknologi eller medicin der gør at vi kan blive 863 år, eller måske.. Måske dør jeg når jeg er 28 fordi jeg så er kedelig at have omkring. Måske dør jeg faktisk nede i en skraldespand efter en druktur. Eller falder i haven ved Grønland og bliver ædt af Isbjørne. Måske dør jeg i dine arme.

Skriveøvelse 6:  Bål (10 min.)
Det brænder stille omkring hende, og hun skriger ikke. Hun står bare der midt i flammerne og stirrer på mig. Hun vidste det ville ske, jeg kunne intet gøre, men alligevel virker det som om hun giver mig skylden, for at hun står hvor hun står nu. Det var ikke min skyld, jeg kan ikke overskue hvis det var min skyld. Flammerne tager fat i hendes tøj. Bålet er stort og højt og hvis det ikke var så varmt er jeg sikker på at hun ville græde. Hun var en smuk pige, sådan en man vendte sig efter, én ALLE vendte sig efter. Hendes kjole er i gløder og hendes ben er fyldt med brandsår. Jeg ville ønske jeg kunne gå derop og tage hende ned, at jeg kunne redde hende fra at blive brændt ihjel. Jeg kommer til at savne hende. Hende og hendes altid skønne humør. Hvorfor skal hun dog straffes på den måde? Det var jo hans skyld. Det var alt sammen hans skyld, og det var der ingen der forstod, ingen der troede på. Han burde stå deroppe og lide, stå der med sit mørke hår og stirre ned på os andre, og langsomt dø for det han havde gjort hende. Men nej, han stod et par meter fra mig i stedet, og smilede, sikkert ved tanken om at hun fik skylden for al hans lort, at hun skulle brændes nu. Og jeg kunne intet gøre, ingen ville høre på mig, han ville skære halsen over på mig hvis jeg sagde noget. Hun ser livløs ud deroppe nu, hun står og hænger og forhåbentlig mærker hun ikke mere. Forhåbentlig æder flammerne bare hendes døde krop nu, så hun er fri for at mærke dem stikke sig ind i hende. Måske jeg skulle ha sagt noget, og ha været død i stedet? Er jeg ikke ligeså egoistisk når jeg frygter for mit eget liv, og af den grund ikke redder den uskyldige pige. Burde jeg ikke bare ha sagt noget. Nu er det for sent. Alt for sent, hun er død, om et øjeblik er hun aske. Bålet vil brænde resten af natten med den størrelse, og jeg føler jeg burde forsvinde, men et eller andet holder mig fastklemt på stedet. Jeg sætter mig ned og kigger over på ham. Han ser lidt urolig ud, og vender sig om og går tilbage mod byen. Egoistiske idiot, vrissede jeg, og en lille familie kiggede over på mig. Jeg kiggede væk og lagde mig ned i græsset. Varmen kunne sagtens mærkes her, og jeg begyndte at tænke på, om hun måske var kommet et bedre sted hen. Det håber jeg, for hun fortjener det. Hun fortjente hvert fald ikke at være her i det her hul, hvor alle kun hører på mændene  og hvad de vil bestemme. Vi andre, må bare sidde og høre efter, og ikke sige dem imod. Jeg rejste mig op. Overvejede hvordan det mon føltes, at blive brændt ihjel. Jeg gik hen til bålet og satte min hånd ind i flammerne. Jeg fjernede den hurtigt igen. På en eller anden måde føltes det koldt, altså det gav mig kuldegysninger, men stadigvæk alt alt for varmt. Jeg vendte mig om og gik mod skoven. Jeg kunne ikke mere nu. Hun var væk og jeg var her stadig. Jeg magter det ikke, hvad fanden skal jeg gøre? Skoven var mørk og kølig, og flere af træerne havde tabt bladene. Rådyrene græssede midt i det hele, og jeg fandt et reb på jorden. Jeg tænkte mig om, hvor fanden det kom fra. Hvad skulle jeg bruge det til?
Jeg lavede en løkke og hang rebet i et træ. Dét ville jeg blive en del af.

Skriveøvelse 7: Flødeskumskage (10 min)

Jeg står i kø hos bageren. jeg skal bare have en flødeskumskage. De smager så skide godt. Jeg elsker, elsker, elsker flødeskum. En eller anden i en grøn jakke står foran mig, og har gjort det i 3 minutter tror jeg. Jeg er ved at blive utålmodig. hvor længe kan det lige tage at købe ind hos bageren? Han bliver ved at stå og kigge på udvalget, og beslutter først nogle tebirkes. Men det ville han åbenbart ikke alligevel, så han vil have nogle rundstykker. Gerne et par horn, men bageren ryster på hovedet. ''Vi udsolgt horn'' siger han. Hvorfor snakker han sådan, slår hans tunge knuder? Nå, manden bestemmer sig så for nogle af de der man på Fyn kalder sole, og så giver bageren ham sådan nogle. Han står igen og kigger lidt, for hans kone har sagt han også skal have kage med hjem. Der er nu gået 7 minutter, og jeg tripper ret meget, jeg skal bare have den flødeskumskage. Det er fandeme da irriterende folk ikke kan bestemme sig for en skid. Først mumler han om han skal købe en smørkage, eller måske nogle træstammer. Han ved det ikke helt. ''Jeg skal have to kajkager til mine børn'' siger han. ''Ja ssssss gerne'' siger bageren og pakker dem ned i en posen. '''ssssss gerne'' Jeg drejer en omgang af irritation. ''Jeg skal også have to træstammer'' får han sagt. ''Ja, sss gerne'' siger bageren. Manden kigger stadig. Jeg brummer og mit ansigt bliver varmt. ''Åh, og når ja, fire flødeskumskager'' ''Ja, ssss gerne'' siger bageren. ''var det det hel?'' ''Ja, ja det var det'' ÅH FRYD tænkte jeg. Jeg ville bare have en flødeskumskage. Manden betalte og gik ud. ''Ja hej, jeg skal have en flødeskumskage.'' ''Desværre, manden der fik lige de sidste'' WHAT THE FUCK!! Giv mig en skide flødeskumskage. Nu har jeg stået her bagved ham i 10 minutter for at få en skide flødeskumskage, og så gav han ham de sidste? Hvad fanden i helvede bilder han sig ind. Jeg fik tårer i øjnene og rasede ud af døren. Jeg var lige ved at falde i sneen da jeg fald ind i en pige. Hendes øjne var virkelig blå. Aldrig havde jeg set så blå øjne. Og smukt lyst hår Wauw. ''Øøøh undskyld'' fik jeg fremstammet. ''Det er helt okay'' sagde hun og smilede. Jeg blev rød i hovedet. For helvede, hvorfor kunne jeg ikke bare lige være normal, nu når jeg stod foran en så smuk pige. Fuck. ''Nå men øhm, hvis du er kommet til skade, kan jeg følge dig på skadestuen'' sagde jeg til hende. Hun fniste. ''nej det er helt fint, jeg er på vej hjem for at hygge mig med et par flødeskumskager og se film'' ''Årh, jeg elsker flødeskumskager! men de havde udsolgt hos bageren'' sagde jeg og sukkede. Du er velkommen til at komme med mig hjem og få en, sagde hun med det største smil. JA JA JA JAAA! meget gerne. Og så gik vi hjem til hende og så Kejserens nye flip og spise flødeskumskager. Det var nu alligevel meget rart at støde ind i Simone der.